Værket er uden tvivl det mest respektindgydende værk, den danske baroktid har efterladt. Som menneskelig præstation er det enestående, at den fængslede kongedatter overhovedet overkommer at berette om og nedskrive de mange års lidelser og ydmygelser, skønt hun i sin fortale med rette overvejer, om det var klogere at skrive det hele i glemmebogen. Værket var igennem næsten to århundreder ukendt i offentligheden, indtil det ved sin offentliggørelse i 1869 vakte berettiget sensation. En helt uventet gave fra en fjern fortid. 

Når denne temperamentsfuldt sansede og gennemlevede bog vokser til et litterært hovedværk, beror det ikke mindst på, at forfatterinden overkom at indfatte det hele i en yderst kunstfærdig og fornem sprogdragt, der kaster glans og elegance over selv de mest lurvede detaljer. Læs mere

Fortællingen, som er et meget tidligt eksempel på en dansk kriminalfortælling, er virtuost komponeret og den frygtelige pointe dygtigt skjult, fordi den troskyldige dagbogsskriver ikke har haft panisk fantasi nok til overhovedet at forestille sig det anslag, han og de andre er genstand for. Stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig. Læs mere

Den Lille Havfrue er i puberteten og tiltrukket af menneskenes verden. Hendes bedstemoder har fortalt hende, at havfolk lever tre hundrede år, hvorefter de bliver til skum på vandoverfladen. Mennesker, derimod, lever kort, men har en udødelig sjæl. Havfruen kan få del i “den himmelske Verden”, hvis et menneske elsker hende, men sønderlemmelsen er forudsætningen for prinsens kærlighed.

Eventyret er inspireret af mundtlig folkelitteratur og af samtidig digtning. Fra Undine (1811) af den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqué er lånt havfruens længsel efter en udødelig sjæl og hendes opløsning i bølgerne. Læs mere

Opsangen til A – den flanerende æstetiker, der uforpligtet dyrker øjeblikkets nydelse – kommer fra etikeren B. Han er en lidt grå embedsmand, som søger at få A til at indse, at det individuelle liv leves mest fuldkomment i sociale forpligtelser. Samtalen mellem forføreren A og ægtemanden B drejer sig om kærlighed.

Enten – Eller er komponeret, således at A’s papirer udgør første del og B’s papirer anden del. I første del skaber æstetikeren sit liv og sine forhold som et kunstværk, idet han bruger tilfældet som redskab og søger at undgå forpligtende valg. I anden del søger B at påvirke ham til at vælge mellem det æstetiske og det etiske. Læseren konfronteres med tekster, som ikke blot argumenterer for eksistensformer, men som modstiller disse gennem forskelle i sprogføring og genre. Læs mere

Marie Grubbe er fortællingen om en adelig pige fra 1600-tallet, der når til tops ved hoffet i København og siden ender som udslidt færgekone.

Portrættet af Marie Grubbe indvarsler en ny tids ændrede forhold mellem mænd og kvinder. Maries følelser blotlægges i sansenære punktnedslag adskilt af episke spring, som løsrevne mosaiksten, der tilsammen antyder en livshistorie. Jacobsen er på én gang illusionsløs og intenst medlevende i sin skildring af en frigjort kvindes ubændighed og vildfarelser, og det hele sker i sproget: en bevidsthedsstrømmende, atmosfæremættet og detaljerig prosa, der låner træk fra barokken, såvel i dialogen som i ambitionen om at drive den lyriske beskrivelse til at indfange de mindste indtryk og bevægelser i et rastløst, lidenskabeligt sind. Læs mere

Når Herman Bangs lille roman er blevet en af den danske litteraturs kæreste skatte, skyldes det ikke mindst hans nænsomme og indfølende skildring af et sagtmodigt sind, der kommer til bevidsthed om sig selv i mødet med følelser, hun ikke selv var klar over, at hun rummede.

Romanens knappe, nærmest filmiske sekvenser holder i hver eneste sætning balancen mellem underdrejet humor og totalt gehør for, hvad der rører sig i menneskers indre.  Med sin vekslen mellem sagt og usagt og sit mylder af små, upåagtede detaljer viser Bang, hvordan livet leves i en afsides krog fjernt fra samfundets hovedveje. Læs mere

Lykke-Per er romanen om en ung mand, der drager ud i verden for at realisere sig selv som den, han mener, han er: en erobrer. Tiden er sidste fjerdedel af det 19. århundrede, hvor industrialiseringen bryder igennem i Danmark, og overleverede, men magtfulde nationalromantiske og kristelige synsmåder kæmper mod den fremstormende naturvidenskab.

Igennem Pers livsforløb tegner Henrik Pontoppidan et omfattende billede af Danmark og dets mennesker i en brydningstid. Og han stiller spørgsmål til den personlige identitet og eksistensens grundvilkår. Han gør det med psykologisk indsigt, karakterskabende evne og spillende iro-ni. I den europæiske realistiske romans historie er Lykke-Per en milepæl. Læs mere

“Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.” Sådan lyder optakten til de kapitler, der i Kongens Fald skildrer blodbadet i Stockholm i året 1520. Kongen er Christian den 2., men han er ikke den centrale skikkelse i romanen, det er Mikkel Thøgersen, en falleret, rodløs bondestudent.

Kongens Fald er på mange måder en brutal, barsk fortælling, men den er tillige en lyrisk og en tidlig modernistisk roman. Sprogligt er den et umådeligt rigt, strømmende digterværk. Læs mere

Samlingen Vinter-Eventyr rummer eleve, store fortællinger, hvor den ene fortælling spejler sig i den anden.

En bitter livsklogskab gennemsyrer samlingen, der har titlen Vinter-Eventyr efter William Shakespeare, som har fortalt, at vinteren er velegnet til at fortælle sorgfulde historier. Karen Blixens fortællinger blev til under den tyske besættelse af Danmark, og selv om hverken den eller 2. verdenskrig omtales med ét ord, ligger krigens begivenheder bag disse forunderlige, sprogligt gnistrende historier. Læs mere

Og andre historier er en novellesamling, som også er en slags roman. Mærkeligt nok! Skønt hver af de 23 historier samler sig om sin egen begivenhed og sit eget persongalleri, går der alligevel en vækstlinje igennem samlingen. Forrest står en fortælling, der hedder ‘Bevidstheden’, og som forsøger at skildre det moment, hvor bevidsthed for første gang dannes i et meget lille barn, og dets sprog langsomt indfinder sig. Derefter bevæger værket sig ind i lidt større børns og unges erfaringer for at slutte i den næsten voksnes verden..

Fortællingerne inddrager provokerende og modigt barnets og den unges ucensurerede sansninger, de fortæller også det, som kan forekomme ækelt eller frastødende, og som ved værkets udgivelse forekom udfordrende for den borgerlige normalbevidsthed. Læs mere

Inger Christensens Sommerfugledalen, bestående af 15 sonetter, er ét udeleligt værk, fordi det er sammenkomponeret efter den såkaldte sonetkrans’ meget kunstfærdige regler. Sonetten er et stærkt bundet digt, der består af fjorten linjer, men i kransen af sonetter skal den sidste linje i én sonet og førstelinjen i den følgende være identiske. Og den femtende sonet, med rette kaldet mestersonetten, skal så udgøres af førstelinjerne fra de 14 foregående.

At dette yderst krævende formmønster ikke i sig selv opsluger al den kunstneriske energi, er en af de forunderlige ting ved Inger Christensens værk. Det har en umiskendelig tone, som forfatteren selv fastlægger ved at tale om et rekviem, dvs. et dødsdigt. Og digtets dødserfaringer er uafviselige som dets melankoli. Men oprøret imod døden er den gennemgående modtone igennem sonetkransen, hvori det er sommerfuglenes livscyklus, der udgør den tematiske billedverden. Læs mere

Sidste "værk" er en samling af 24 forskellige lyriske værker. Her er en oversigt over værkerne:

1. ‘Ebbe Skammelsøn’, folkevise.
2. ‘Germand Gladensvend’, folkevise.
3. ‘Hver har sin Skæbne’ af Thomas Kingo.
4. ‘Den yndigste Rose er funden’ af H.A. Brorson.
5. ‘Til Siælen. En Ode’ af Johs. Ewald.  
6. ‘Indvielsen’ af Schack Staffeldt.
7. ‘Hakon Jarls Død eller Christendommens Indførsel i Norge’ af Adam Oehlenschläger.
8. ‘De levendes Land’ af N.F.S. Grundtvig.
9. 'Rosa unica’ af Chr. Winther.   
10. ‘Paa Sneen’ af Emil Aarestrup.   
11. ‘Jeg hører i Natten den vuggende Lyd’ af Holger Drachmann.  
12. ‘Ekbátana’ af Sophus Claussen.
13. ‘Aften’ af Jeppe Aakjær.   
14. ‘Den danske Sommer’ af Thøger Larsen.
15. ‘Det er Knud, som er død’ af Tom Kristensen.   
16. ‘Læren om staten’ af Jens August Schade.   
17. ‘det underste land’ af Gustaf Munch-Petersen.   
18. ‘Anubis’ af Thorkild Bjørnvig.
19. ‘Regnmaaleren’ af Ole Sarvig.  
20. ‘Øjeblik’ af Morten Nielsen.   
21. ‘Sidenius i Esbjerg’ af Frank Jæger.   
22. ‘Myggesang’ af Ivan Malinowski.   
23. ‘Personen på toppen’ af Per Højholt.    
24. ‘Violinbyggernes by’ af Henrik Nordbrandt. Læs mere